"Kinesisk Kunst og Romansk Kunst"
Kineserne og Romerne skændtes om, hvem der var de bedste kunstnere.
Kongen sagde, "Vi vil afgøre dette spørgsmål med en ordduel."
Kineserne begyndte at tale,
men Romerne sagde ikke noget.
De gik bort.
Kineserne foreslog, at de hver især fik et rum, hvor de kunne arbejde med deres kunst; to rum overfor hinanden, adskilt med et forhæng.
Kineserne bad Kongen om hundrede farver i alle toner,
og hver morgen kom til det sted, hvor farverne var og tog dem alle sammen.
Romerne tog ingen farver. "De er ikke nødvendige til vort arbejde."
De gik ind i deres rum og begyndte at rense og polere væggene. Hver eneste dag, hele dagen lang, gjorde de disse vægge så rene og klare som en åben himmel.
Der er en vej som fører fra mangefarvet til farveløs.
Du skal vide, at den storslåede mangfoldighed af skyer og vejret stammer fra solens og månens fuldkomne enkelthed.
Kineserne blev færdige, og de var så glade.
De slog på trommer i deres glæde over fuldendelsen.
Kongen gik ind i deres rum og blev forbavset over de pragtfulde farver og udsøgte detaljer.
Så trak Romerne forhænget som adskilte rummene til side.
Kinesernes figurer og billeder genspejlede sig vidunderligt på Romernes klare vægge.
De var endnu mere levede der, endnu smukkere
og spillende i lyset.
Romernes kunst er ligesom sufisme.
De studerer ikke bøger med filosofiske tanker.
De gør deres hengivenhed klarere og klarere.
Intet begær, ingen vrede.
I denne renhed modtager de og genspejler de billederne hvert eneste øjeblik,
her på jorden, fra stjernerne, fra det tomme rum.
De tager dem til sig, som om de så dem i det Klare Lys, som beskuer dem.